Andelsboligforeningen A/B Merkur har til huse i ejendommen der bærer navnet Rungstedgaard.
Rungstedgaard har en central beliggenhed i det attraktiv kvarter omkring Stefansgade, i den ydre del af Nørrebro. Ejendommen er omgivet af grønne omårder, som Nørrebroparken mod nordøst og Rungsted Plads mod vest. Ejendommen har en rummelig gård med lejeplads, boldbane, en stor grøn græsplæne, omgivet af træer og buske, et større antal borde og bænke, der alt sammen giver plads til hyggeligt ophold for både børn og voksne.
Foreningens fællesskab er i høj grad baseret på godt naboskab og gensidigt hensyn.
Foreningen afholder forskellige sociale arrangementer i løbet af året for alle andelshavere og deres børn. Første søndag i advent afholdes juletræstænding med gløgg, varrn kakao, æbleskiver, levende musik og julemand. Hvert år afholdes desuden fastelavnsfest i gården, hvor der slås katten af tønden og i august måned afholdes den årlige sommerfest.
Foreningen afholder en årlig ordinær generalforsamling med gennemgang og vedtagelse af regnskab og budget samt valg af bestyrelse hvert år i april måned. Alle andelshavere opfordres naturligvis til at møde op for at gøre deres indflydelse gældende og følge arbejdet med at tage vare på vores fælles ejendom.
Rungstedgaard, med matrikelnummer 4985 + 5021 Udenbys Klædebo, ligger på Stefansgade 36-46, Humlebækgade 46, Rungsted Plads 2-16, Krogerupgade 1-7 og Nærumgade 1-5.
Foreningen blev stiftet i 1920 og ejendommen færdigbygget i 1922. Andelsboligforeningen har 177 lejligheder i størrelsen 59 m2 til 134 m2, samt 3 erhvervsandele.
Den daglige drift varetages af CEJ Ejendomsadministration A/S.